5. jul. 2024
Guide til valg af lamper på badeværelset
Læsetid: 6½ minutter
Badeværelset er rummet, hvor din dag starter. Derfor er den rigtige belysning til badeværelset er mindst lige så vigtig som andre rum. Det er dog ikke altid bare lige til at vælge den rigtige badeværelseslampe. Der er nemlig flere regler, der gælder ved opsætning af belysning på dit badeværelse. Hvis ikke montering og opsætning af badeværelsesbelysning er korrekt, kan du ikke være sikker på, at din forsikring dækker eventuelle skader, der måtte forekomme. Vi vil derfor prøve at klæde dig ordentligt på til, når du skal vælge badeværelsesbelysning.
Badeværelsets forskellige zoner
Badeværelset har faktisk flere forskellige zoner, hvor der stilles forskellige krav til lampens egenskaber, når det gælder vandtæthed. Når man kigger på et badeværelse, er det opdelt i 4 forskellige zoner: Zone 0, Zone 1, Zone 2 og Zone 3.
- Zone 0: Den vådeste del af badeværelset kaldes zone 0. Det er selve badekarret/brusekabinens bassin samt steder, hvor man regner med, at lamperne vil være under vand. Zone 0 er derfor oftest, hvis du har et spabad med lys, som er under vand.
- Zone 1: Områder over badekarret/brusekabinens bassin i højden op til 2,25 meter over kanten af badekarret/brusekabinens bassin. Zone 1 er også det område, som bliver afgrænset af brusenichens væg.
- Zone 2: Området her ligger op ad Zone 1 og yderligere 60 cm ud. Altså i en radius på 1,2 meter fra dit brusehoved. Zone 2 regnes også for det område i Zone 1, der ligger 2,25 meter OVER badekarrets eller brusekabinens kant.
Bemærk: Hvis din bruseniche ikke er opbygget af vægge, frafalder Zone 2, som dermed bliver en del af Zone 1. I dette tilfælde bliver Zone 1 forøget til en radius på 120 cm fra brusehovedet.
- Zone 3: Resten af rummet, som ikke er beskrevet i Zone 0, Zone 1 eller Zone 2. Hvis dit brusehoved er placeret højere end 2,25 meter, er det afstanden fra brusehovedet og loftet, der afgør Zone 3.
Krav til lamperne
Når du skal vælge de rigtige lamper til de forskellige zoner, skal du være opmærksom på IP-klassificeringen af de forskellige lamper. IP-klassificeringen fortæller om lampens tæthed i forhold til støv og vand, som angives med ”IP” efterfulgt af to tal. Det første tal angiver, hvor støvtæt lampen er – det andet tal angiver vandtætheden. Støvtætheden er mere eller mindre underordnet, når du skal bruge lamper til badeværelset. Det vigtigste er, at du kigger efter det andet tal.
Inden du kigger efter lamperne til badeværelset, er det derfor vigtigt, at du har overvejet, hvor lampen skal sidde. Du bør ALDRIG gå på kompromis med IP-klassificeringen – vælg dog gerne højere end anbefalet. Lamper med CE-mærkning er desuden også et krav, som sikrer dig, at lampen overholder en række fastsatte krav. CE-mærkningen fortæller dig, at importøren eller producenten tager ansvaret for de fastsatte sikkerhedskrav.
Minimum IP-klassificeringskrav
- Zone 0: Området er under vand, hvorfor du kun må anvende lamper, der er egnet til at være under vand
- Zone 1: Minimum IPX4
- Zone 2: Minimum IPX4
- Zone 3: Minimum IPX0
Hvis du er i tvivl om hvilken lampe, du skal bruge, er du altid velkommen til at forhøre os på info@10-4.dk eller i vores online chat, du finder her på vores hjemmeside nederst i højre hjørne.
Montering af badeværelsesbelysning
Det er vigtigt, at du selv kun monterer lamper op i Zone 3, som er det tørreste område på badeværelset. Det anbefales på det kraftigste, at du får en autoriseret elektriker til at montere lamperne samt andre elinstallationer i resten af badeværelset. Ved at få en autoriseret elektriker til at montere dine lamper, sikrer du samtidigt, at alle de nødvendige krav til installationen overholdes – skulle der ske skader, er du nemlig dækket af din forsikring.
Så vi understreger igen – én gangs skyld alle. Du må IKKE montere badeværelseslamper i Zone 0, Zone 1 og Zone 2! Spotbelysnings anses som værende fast installation, hvorfor disse også skal udføres af en autoriseret fagmand.
Du må dog gerne montere almindelige lamper i Zone 3 samt lavvolts spotbelysning i baldakin og skabe, hvis disse er købt som et samlet sæt!
Tjek om dine nuværende lamper er sikre
Hvis du ikke selv har sat dine nuværende lamper op, og er du i tvivl, kan det være en god ide at tjekke, om de virker sikre. Det kan du gøre på flere forskellige måder:
- Sidder ledningen godt fast? – Ledningen skal kunne tåle et fast og bestemt ryk uden, at den giver efter eller går løs. Ledningen må desuden ikke kunne trykkes ind i lampen eller apparatet.
- Er ledningen i ordentlig stand? – Hvis der evt. er skarpe kanter eller lignende på lampen, kan du risikere, at ledningen bliver gnavet over.
- Er lampen i god stand? – Der må ikke sidde noget løst i eller på lampen. Det er vigtigt, at lampen er i god kvalitet. Får du stød, hvis du rører ved ledninger eller lampen, skal du hurtigst muligt have en fagmand ud og kigge på, hvad der kan være galt.
Hvis der opstår generelle tvivl, anbefaler vi, at du kontakter en elektriker, som kan lave et tjek for dig.
Inspiration til badeværelsesbelysning
Langt de fleste har både almindelig belysning i loftet for at få optimal belysning i hele badeværelset. Du vil desuden finde det meget praktisk, måske endda nødvendigt, med belysning ved spejlet, så du er sikret de mest optimale arbejdsbetingelser, når du skal børste tænder, lægge make-up, sætte håret med mere.
Belysning af hele badeværelset
Èn af de mest populære belysningsformer på badeværelset, er de klassiske spotlamper. Spotlamper giver en fremragende belysning, som sikrer et godt og jævnt lys. Du kan også vælge en anden flot løsning med uplights, der kaster lyset op i rummet. Du kan med fordel også lave en flot kombination af disse to løsninger.
Belysning ved spejl
Spejlbelysning er tit og så en rigtig god ide at have installeret. Et ekstra lys ved spejlet forhindrer, at du kommer til at skygge for lyset fra loftslamperne, når du skal børste tænder, lægge make-up og lignende. Der er flere måder hvorpå, anskaffe dig en rigtig god belysning ved spejlet, hvor du enten kan montere spotbelysning i baldakin eller købe et spejl med integreret belysning.
Ved installation af belysning ved spejl og håndvask gælder samme regler, som beskrevet tidligere. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du holder reglerne omkring de forskellige zoner. Så hvis du ikke er ude over Zone 2, må du ikke installere belysningen selv, men skal derfor have en autoriseret elektriker til at gøre dette – du må dog gerne selv installere i baldakin, hvis du har købt et komplet sæt med lampe, transformer og ledninger.
Spørgsmål?
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål og hjælpe dig badeværelsesbelysningen. Ring, send e-mail eller chat med os i dag.